Reglerne for valg til borgerrepræsentationerne blev ændret i 1860, således at valgretten blev udvidet. I Korsør skulle ”den større halvdel”, dvs. fire af borgerrepræsentationens syv medlemmer, vælges af samtlige indbyggere, der var valgbare til folketinget, forudsat de havde boet i byen og svaret direkte skat til den i ét år. For valgbarhed til folketinget gjaldt samme regler som ved valgret, bortset fra at man kun skulle være mindst 25 år. De sidste tre medlemmer skulle vælges af den femtedel af vælgerne, der havde betalt mest i skat. Disse privilegerede vælgere havde også stemmeret til valget af den større halvdel. Valgene blev afholdt således, at hver vælger havde lige så mange stemmer, som antallet af pladser, der skulle besættes.
Købstadskommunalloven 1868 ændrede bystyret på en række punkter. Rådstuesamlingerne bortfaldt, og borgerrepræsentationen ændrede navn til byråd, der bestod af en række valgte medlemmer og en kongeligt udnævnt borgmester med stemmeret som født formand. De selvstændige fattigkommissioner og havnekommissioner blev udvalg under byrådet, hvorimod der skulle nedsættes en ligningskommission ved direkte valg. Fra 1933 blev posterne i ligningskommissionen besat uden valg af de partier, der var repræsenteret i byrådet. Tilsynet med byerne blev 1868 flyttet fra amtmanden til indenrigsministeriet, hvis godkendelse skulle indhentes ved visse økonomiske dispositioner, f.eks. ved optagelse af lån.
1868-loven bevarede valgreglerne fra 1860. I Korsør, hvor byrådet kom til at bestå af ni medlemmer, skulle de almindelige vælgere vælge de fem. Posten som borgmester blev fortsat besat med byfogden. Den grænse, man skulle over for at nå op blandt de højstbeskattede vælgere, lå højt. I 1873 krævedes en skat på 13 rdl., og en nogenlunde vellønnet arbejder betalte på det tidspunkt 3 rdl. i skat. 1900 var der 1.037 almindelige vælgere mod 233 højstbeskattede. Valgdeltagelsen til kommunalvalgene var forholdsvis lav, og byrådspladserne blev besat med embedsmænd, større handlende, håndværksmestre, udøvere af liberale erhverv og større landbrugere. De højstbeskattedes valg i 1885 gav således byrådspladser til møller Quistgaard, konsul Rasmusen, købmand Schmith og godsejer Bech.
I 1890’erne begyndte arbejderbevægelsen også at gøre sig gældende ved kommunalvalgene, der blev langt mere politiserede end tidligere, og her ses det samme holdningsomslag som ved folketingsvalgene. 1894 blev der til de almindelige skatteyderes valg opstillet en borgerlig liste og to oppositionslister. Der var dog to fælleskandidater for alle tre lister. Den borgerlige liste vandt alle fem pladser, og på sjettepladsen kom brødkusk Chr. Jørgensen, en af arbejderbevægelsens pionerer i Korsør. Ved valget i 1900 blev der opstillet ”en frisindet liste” mod borgerlisten. Der var to fælleskandidater på listerne, og ingen af de socialdemokratiske særkandidater på den frisindede liste blev valgt. 1906 opstillede Socialdemokratiet sammen med jernbaneforbundet og afholdsforeningerne, og denne gang fik partiet fire mand ind.